back in the days

tanken om at skulle læse biologi dræber mig. og tanken om at jeg ikke får det læst, dræber mig endnu mere. og tanken om at jeg får 02 dræber mig endnu mere, for nu vil jeg jo gerne bare vise, at jeg godt kan. forhelvede


nu vil jeg spille en lille guitar, og så læser jeg. that's it

the good life

har jeg egentlig fortalt, hvor tilfreds jeg er for tiden? det hele opfører sig ret pænt, synes jeg. og jeg ved stadig godt, at jeg kunne være et så meget bedre menneske, men det virker bare lidt som om, folk er dumme nok til at acceptere, at jeg er pisse irriterende. og det er det man har venner til. og det er dem, der gør mit liv godt. det endte jo egentlig med at blive præcis det jeg havde forventer/håbet på. og det var meget, skulle jeg hilse og sige. så tak folks. tak!

og jeg ved også godt, at den her blog er ok nedern. men en dag får jeg en åbenbaring, og så vil I prise jer lykkelige for, at I var de første til at følge med. tror jeg..

nu er jeg hjemme en del timer før end beregnet. dog med en dosis mere drama end jeg havde håbet på. men alt er vist ok nu. jeg har officielt og helhjertet overgivet mig til sex and the city. kan nu begynde at se enden.
i aften bliver god, tror jeg. jeg glæder mig i hvert fald.

det hele er jo faktisk ret og helt og fantastisk okok. og nu kan det være, at jeg rent faktisk kan værdsætte det og ikke lade det drukne i dårligt selvværd. hurra!

pandasyndromet

hah. jeg gider det ikke. jeg gider ikke skrive, skrive og skrive, for at slette, slette og slette, fordi de der ord bare ikke gider sætte sig sammen som de bliver bedt om. jeg gider ikke starte alle indlæg med 'jeg' og jeg gider ikke spilde min tid. tsk

jeg har styr på årsbal. jeg har sovet fjorten timer på een nat. jeg har pretty much ingen penge til resten af måneden. men jeg er glad, egentlig. min verden ser ret sød ud, og jeg har ikke mange spekulationer. jeg skal til at memorere, bliver god på min guitar, se sex and the city og skrive fysikrapport. det er ret ok alligevel.

jeg får stress af den her verden

jeg kan ikke formulere mig lige nu, men jeg kan fortælle, at i dag har haft mange ting, og har været god. jeg glæder mig egentlig til på mandag, men meget til på tirsdag. jeg vil læse i aften. og spille. og glæde mig over min egen lille glæde, som jeg håber på. tihi

regn på cyklen

der er ligesom flere stadier i en cykeltur i regnvejer:
1) optimismen - "jeg kan sagtens. det regner ikke særlig meget, og der er ikke så frygtelig langt"
2) modviljen - "det er stadig kun nogle få dryp.."
3) stædigheden - "det er ikke slemt......."
4) erkendelsen - "okay, det regner. og jeg er godt på vej til at blive gennemblødt"
5) selvhad - "jeg fortjener det. jeg er et dårligt menneske, og dette er min straf"
6) egoismen - "jeg har ikke fortjent det. jeg er et godt menneske, og burde ikke lide under denne straf"
7) håbet - "jeg er der snart.."
8) indseelsen/gråd - "der er stadig tredive km hjem, og jeg ligner en død mus. løber min mascara? tud"
10) opgivelsen - "okay. nu kan det hele være fuldstændig ligemeget"
11) bitterheden - "jeg kan næstne se mig hus. og der kørte mit lift"
12) mål - "gudsketak og lov" gennemlever alle facerne igen..

jeg kom ikke i ikea. jeg var der, men jeg opgav. jeg ringede til min far, men han var jo selvfølgelig så hjernedød, at han ikke kunne høre, at jeg var ved at bryde sammen. og lige da jeg skulle til at dreje ind ad vejen, så jeg bagenden af min fars bil. jeg kunne SAGTENS have nået at blive hentet, lortemand. jeg tager måske i ikea nu..

jeg er et inderligt, ondt menneske - og jeg ved det godt. jeg er måske ikke sådan en på-overfladen-ond person, der råber gnæk og har en stav med blåt lys. jeg er sådan et ondt menneske, der måske synes som værne ganske venlig, men inderst inde er det ondeste verden nogensinde har set. jeg svømmer i min egen arrogance, og fodrer mig med andres nederlag og skavanker. jeg ser ikke, når folk har det dårligt, og måske har brug for et kram. og når jeg så får det skåret ud i pap, står jeg bare og ser til.
folks. det er ikke med vilje jeg er sådan. og jeg er ked af, at det i virkeligheden er sådan. men jeg prøver at være bedre, det gør jeg virkelig. det ser bare ikke rigtig ud til at lykkedes.

jeg er så træt ligenu, og jeg har virkelig brug for søvn. men jeg er også bare så tæt på at være færdig med stil, og hvis jeg virkelig kunne få den afleveret i morgen, kunne det være fabulous. så mangler jeg kun den der tysk, og så var det hele ligepludselig meget mere overskueligt. mm <3

lol

så sker der fejl, og det langelange indlæg jeg lige har skrevet om selvmedlidenhed og død er væk.
men for at resumere; jeg er træt af mit liv, og jeg gider ikke mere.

dage

jeg har fundet ud af noget. og det er altså ikke helt dumt. hver dag skal have a thing. ligesom mennesker, ikke. f.eks i dag. i dag havde 10 i biologiprøve (big thing), en halv tyskstil og sex and the city. og selvom jeg stadig har spildt ret meget dag, er det altså stadig, like, 1½ ting. mindst. og det er sådan det skal være. dagene skal kunne huskes, ellers er de spildt. og det har jeg gjort nok. skole gælder ikke. i hvert fald ikke for en hel ting. det gør to timers arbejde. men de to ting langt sammen er 1 ting. et par nye sko er 1 ting. en hel aflevering, 1 ting. fest, 2 ting. og det er altså i den forstand, at den efterfølgende dag bliver brugt på tømmermænd og god aftenchill. ellers, 1 ting.

i dag har faktisk været ret mange ting. måske fordi jeg mit internet har været godt og grundigt nede. og når man så se sex and the city imens man blogger, følger man sig altså ret intelligent. at være klummeskribent og kunne skrive fest på sit CV. den er ikke helt dum.

bogmesse 2007

tihi

jeg kunne i grunden ret godt tænke mig en ny frisure. bare et eller andet som sådan er flot og som får folk til at tænke, puha den tøs forstår at behandle sit hår.

jeg har ikke skrevet tyskstil. jeg har ikke nikke nej lavet lektier i denne weekend. men jeg kan nu meget godt lide det.

liderlig lørdag

jeg er sur på min mor. jeg er endnu mere sur på min far. jeg synes godt mit værelse måtte rydde sig selv op, og jeg synes godt de der afleveringer måtte rende mig i røven. jeg hader tømmermænd, der er for små til at man kan sove, men for store til at kunne have det helt straight godt. jeg hader jeg ikke kan sove længere, og jeg hader at min økonomi opfører sig så mærkeligt.

men jeg kan godt lide den der chokolademousse. jeg kan godt lide junk-tv, og jeg kan godt lide den sorte kjole. jeg kan godt lide hullet. jeg elsker dét, og jeg elsker tanken og det andet dét.

taget i betragtningen af, at jeg lever et mere end normalt, gennemsnitligt teenage-liv er jeg egentlig ret ok.

følgende ting beriger mit liv pt:
biologiprøve
verdens flotteste jakke
evt motion
årsbal-kjole
på piiikken

jeg ved, hvem jeg er. jeg er sådan en, der er sin egen bedste ven. jeg er sådan en, der dræber samtaler og venskaber. jeg er sådan en, der ikke sætter pris på ting og først finder ud af det bagefter. jeg er sådan en, der tror problemet løses bare ved at indse, at det er der. jeg kan ikke lide sådan en. og jeg vil ikke længere være hende, der råber.

mmm jeg elsker duften af lavt selvværd <3

jeg venter stadig på den dag, hvor afleveringerne skriver sig selv.

jeg blev født en mandag. i gentofte. stedet jeg senere gik min skolegang. jeg var ikke et særlig venligt barn. jeg voksede, men blev ikke venligere. jeg startede på borgen med en bedste veninde i hånden. hende jeg senere mere eller mindre mistede kontakten til. da jeg gik i 4. fortalte jeg mine forældre, jeg ikke gad at leve mere, og kom til psykolog. det hjalp ikke. da jeg blev 14, blev jeg punker og gjorde oprør. da jeg blev 15, fik jeg en fantomdepression og havde ondt af mig selv. da jeg forlod borgen, mødte jeg en dreng, som jeg ikke har givet slip på endnu.
jeg er den stereotype forstadsborger, hvis liv ikke indeholder nogen som helst form for drama. en dag tror jeg det bliver det særprægede.

arfrof

Den gamle elefant harkede en klat slim op på kakkelvæggen. Den silede langsomt nedad, fulgt med øjnene af både dyret og dyrepasseren, Hektor. Begge huskede de, at han havde trådt på en skovsnegl på fortovet. Nu var hans forhold til dyr nogenledes psykopatisk. Deres lidelse var hans sport. Men kun i det skjulte. Hans blik fangede en frugt. Af en sær slags. Men så huskede han, at al frugt rådner. Alt styrter mod sin opløsning, selv elefanter. Ingen hukommelse standser døden, end ikke med hjælp fra uendelig tomhed. Finanssektoren var også en fiktion. Vi leger, at disse stykker papir har værdi, og det går så længe, alle er med på legen. Han krummede sig og hoppede over en trillebør. Det måtte være Katrine, indbegrebet af distraktion, der havde glemt den. Han snurrede rundt og råbte: "Hvis ikke din ordenssans ligger i Sibirien, så er jeg en tyk bog af alverdens kloge hoveder." Han tog hende i favnen og stod helt stille til deres hjerter havde fundet samme rytme. Så rev hun sig løs med et: "Din klammerik!"

- 020308, en million historier, Peter Adolphsen.