nostalgia I

der er mange ting man fortryder, og mange ting man ikke kan komme udenom. jeg siger ikke at jeg fortryder, men jeg kan i hvert fald ikke komme uden om det: det er ca. fem år siden jeg sådan rigtig begyndte at interessere mig for musik. indtil da havde det været Emma Bunton, Energi 88.6 og vist nok noget Shania Twain. men der for fem år siden, det var vist i januar, begyndte en hvis canadisk tøs at få en større betydning for mig liv (det var forresten også der Skum kørte med klatten og havde sin storhedstid). det var Ironic og det var Alanis Morissette. og sådan startede min første musikalske obsesshion. pludselig var det råt, og det var langt ukontrolleret hår. det var et halvt år før den akkustiske version af Jagged Little Pill udkom. den sommer, da den udkom, var jeg i Sverige. dagen det udkom rendte jeg rundt i samtlige pladebutikker i miles omkreds, men til min store skuffelse var der ingen, der havde fået den. jeg kan huske, at Alanis lige havde givet koncert i Horsens, og jeg næsten græd mig selv i søvn, fordi jeg var gået glip af den koncert. det var en fed tid. jeg fremlagde om hende i engelsk og sked næsten i bukserne af nervøsitet, men om ikke andet kunne jeg hele hendes livshistorie by heart. da hun så kom med sit Greatest Hits købte jeg både den almindelig udgave og deluxe, hvor der medfulgte en fed, fed DVD.

i sommers spillede hun så til Rock under Broen, og hvor ucharmerende det end lyder, så fortryder jeg sgu, jeg ikke så hende. mest fordi man engang imellem bare bliver nødt til at hylde sin fortid. meget kan man sige, men det var Alanis Morissette der fik mig til at få øjnene op for det magiske ved musik, og der var efter hende, det hele udviklede. så kom Det Elektriske Barometer og Sigur Rós og blablabla, og det er virkelig en helt anden historie.

nu hører jeg Ironic igen, og fordi jeg ikke fik sat pris på fortiden under broen,vil jeg hylde dengang på en anden måde, og give jer et indlik i tiden, hvor jeg havde langt hår:

dét var fede tider.